Det var vinter i skoven og Solen vandrede over himlen helt alene. Selv ikke den mindste sky havde hun som selskab. Om natten sov Solen med stjernerne, men hver dag var hun alene og savnede nogen at lege med. Solen så med sine stråler ned på jorden og fik øje på nogle børn, som legede og byggede en hule. Det var en flot hule, helt tæt og med en masse grene.
Hvor har de det sjovt, tænkte Solen og spurgte om hun måtte være med. Børnene blev overraskede over, at man kunne tale med Solen og de blev så glade, for nu havde de en ny legekammerat. En ven som oven i købet kunne lyse og varme. Børnene skyndte sig at flytte nogle af grenene i hulen, så Solen kunne komme med ind.
Siden den dag har hulerne i skoven altid haft små huller mellem grenene, så Solen kan være med hvis hun har lyst.