Vølven

Jeg mødte hende for længe siden, vølven, - den vise, den derser. Ved bålet i skoven og mørket der faldt på, sad hun der oggled ind og ud af tusmørket. Jeg lagde mere brænde på, for bedreat kunne se. ” Det er ikke de øjne du skal bruge, sagde hun, lukdem nu, så vil du bedre kunne se. Jeg lukkede øjnene og mærkededuften af bål, granskov og den kolde nat. Det er svært at forklare,men jeg sad der, med lukkede øjne og så ganske klart. Jeg såtræerne, jeg så skovens væsener, jeg så forfædrene træde frem,himlen og mosset, og jeg så vølvens kloge øjne. Hun smilede ogfortalte: "Jeg ser dig og jeg ser verden. jeg ser verden gennemdig. Jeg ser.
Nu vandrer vi her, jeg går ved siden af dig, jeghar din ryg. Men det er dine fødder, der skal gå og dit hjerte, derskal mærke. Mærk skoven, følg din sti. Lyt til træerne, de hørerdig, lad fødderne vandre. Du finder dit sted og du får dit svar."

Jeg åbnede øjnene og kiggede på hende, vølven. Hun tog minhånd, du kan gå nu, sagde hun. Tak hviskede jeg og gik langsomthjem gennem den mørke skov.

Mågen

Han gik til havet for at råbe, for livet gik ikke som han havdetænkt.
"Arrrrrhhhhhg, min drøm er smadret, hvad skal jeg nu?" Råbte han vredt ud over havet. Han satte sig ned og kastede en sten. Så kom hun, Måge, opportunisten, den der klarer sig og får det bedste ud af tilværelsen. Hun gik der på stranden foran ham og hakkede i tangen, kikkede på ham med et sigende blik og fløjvæk. Fra at han havde råbt sit spørgsmål ud over havet og til at Mågen fløj igen, var der gået et minut. Han var stadig arrig og frustreret. "Var det, det?- var det dit svar?"  råbte han efter Mågen. Han bukkede sig ned for at finde en sten mere at kyle ud i vandet og der lå to mågefjer og grinede af ham. Han grinede tilbage, samlede fjerene op og sagde tak. Tak for den besked Måge.

To sole

En anden fortælling handler om den rejse en nogenlunde almindelig moderne kvinde foretog. Hun stod i en vanskelig situation og havde brug for hjælp og styrke.
Hun rådslog sig med vølven og forlodvilla, karriere og familie i et par timer.

Ud af byen og ind i skoven trådte hun. Alene og alligevel i fornemt selskab. Med vølven som følgesven, træernes hvisken og forfædrenes støtte trådte hun over tærsklen og ind i magiens verden.

Solen var på vej op og hendes fødder ledte hende ad små stier gennem skoven. Hun søgte efter et godt sted for hendes bøn og varseltagning. Hun fandt et flot sted oppe på en bakke, men mærkede at det ikke var her hun skulle sidde. Fødderne gik ned mod søen oghun satte sig op ad et egetræ med udsigt mod øst, ud over søen ogden opadgående sol.

Der sad hun i ly af træet, ude af syne fra stierne og andre mennesker i skoven. Det var et fint sted.

Med ryggen mod det trygge brede egetræ bad hun: Først detsædvanlige: Kære verdenshjørner øst, syd, vest, nord, kære jord,kære himmel, og ekstra for i dag: kære træ og visne blade. Pas på mig og lad dem som vil hjælpe komme frem.
Der var stille i skoven, ingen vind, ingen larm. Let skyet i horisonten og vandet var blankt. Hun lukkede øjnene, prøvede at åbne op for væsner og hjælpeånder, men det var svært og hun følte sin hjerne kværne rundt med irriterende tanker. Hun åbnede øjnene lidt, og lige der, midt i hendes synsfelt strålede to sole fuldstændig tydeligt og klart. To sole omkranset af træernes grene, himlen opad og søen nedad i billedet. To sole. Hun lukkede øjnene igen. Takkede af hele sit hjerte. Hun vidste de to sole var til hende, at solene var den hjælp hun bad om. Tak.
Hun åbnede øjnene langsomt igen. Solen og spejlbilledet i søen var væk bag skyer. Men ellers lignede skoven sig selv. Hun rejste sig, takkede træet og vidste at nu skulle hun hjem.

Hun ville hjem og google to sole, men hun vidste allerede hvad de betød for hende. Styrke og kraft, heling og liv i dobbelt portion. Husk det nu hviskede bladene. Huske det nu. Og tak hviskede hun, tak.