Må jeg rejse til Havet for dig? sagde hun stille.

Hun stod der, lille af statur, klare øjne og med en stav i hånden.

Øh, sagde jeg, hvem er du?

Jeg er Lillebirk, jeg kan rejse til Havet for dig og spørge hvad du skal vide, sagde hun.

Men jeg ved ret meget om havet, sagde jeg. Jeg er biolog, jeg har læst tykke bøger om havet.

Jo, men det er også vigtigt at lytte, nogen gange skal man mest lytte, sagde hun. Det kan jeg gøre for dig.

Men tror du, det kan redde havet, at lytte? spurgte jeg.

Jeg ved det ikke, sagde Lillebirk, men måske bliver du klogere og måske, er der noget du har glemt.

Må jeg rejse til Havet for dig, så?

Øhm, Ja, sagde jeg uden egentlig at vide hvad det betød.

Lillebirk drog afsted og her er hvad der skete:

Lillebirk rejste, som de gamle shamaner havde lært hende,med Trommens hjælp og med et vigtigt spørgsmål:

”Hvad kan jeg bringe tilbage af budskaber fra Havet, hvad fortæller Havet os?”
Hun rejste med sin stav og sin hest til det sted, hvor Havet møder Landet. Hun klappede sin hest, lagde staven på stranden og gik ud gennem bølgerne.

Et stort gammelt væsen dukkede langsomt op af havet. Hovedet kom først, så hans skuldre, der lignede sten som titter op over havoverfladen. Skuldrene var fulde af tang, muslinger og søstjerner. Han strakte armen ud, så Lillebirk kunne klatre op og sidde på hans hånd. Så åbnede han munden og bad hende gå ned i havet gennem sin mund. Hun følte ingen trussel og ville gerne gå derned. Alligevel tøvede hun, for man skal ikke stole på hvem som helst i alle verdener.

Hun spurgte om hans navn, men det var svært at høre, for han havde ikke talt i mange hundrede år: Sea-sei, Sea, Sei ...det lød mudret, men så kom det, med en dyb og blød stemme:
Seidon, som Poseidon uden ”Po”.

Ok, Seidon! Sagde Lillebirk. Jeg går gennem din mund, men jeg vil have en eller to hjælpere med! Og bare luk munden, for jeg går ikke, før jeg har hjælpere, sagde hun.

Seidon grinte: Ja, ja da.

”HENT DIN STAV” råbte nogen.
Lillebirk kiggede rundt og sukkede, hun gad ikke gå helt ind på stranden for at hente staven, og hvad kan man også bruge en stav til ude i Havet?.

”HENT DIN STAV ! ” - ja, ok! jeg kommer tydeligvis ikke længere uden min stav, tænkte hun og gik tilbage til stranden. Hun tog staven og vandrede gennem bølgerne og satte sig på Seidons hånd igen.

Seidon åbnede munden: Kom så!

Jeg skal have hjælpere med! sagde Lillebirk.

Seidon himlede med øjnene og lukkede munden.

Hun sad på hans hånd og ventede på hjælpere.

Seidon drillede hende og lod som om han gik ned under vandet med hende siddende på sin hånd – Aj, ok, jeg skal nok lade være, sagde han.

Så kom Måge, men Lillebirk tænkte hun havde brug for en hjælper, som kunne dykke med ned under vandet. Måge fløj igen.

Søpapegøje dukkede op og en lille hjertemusling, som jo kender havets bund, trillede hen ved hendes side. Ok, sagde Lillebirk, jeg har gode hjælpere nu, så kan vi gå.

Lillebirk, Søpapegøje og Hjertemusling gik ind i Seidons mund. De tumlede lidt rundt, og så susede de afsted med hovedet forrest. Nedad og nedad gik det i vild fart og tilsidst kom de ud og landede på Havets bund. De langsomme bevægelser i halvmørket og følelsen af at bevæge sig i vand var meget tydelig.

Lillebirk vidste ikke helt hvad hun skulle, men nogen sagde: ” Bank staven i havbunden”.
Hun bankede staven i havbunden og straks dannedes en luftboble omkring det lille selskab, og der kom lys i stavens top. Så gik de i luftboblen hen over havbunden. Hjertemusling kendte Havets bund og viste hvor de kunne gå, uden at synke i. Der var intet liv, ingen dyr, ingen tang, bare dunkelt mørkt vand og sand. De gik tæt sammen i deres lille lysboble gennem det øde og mørke hav.

Langt fremme tonede konturerne af store alger frem. Søpapegøje vidste at fisk findes, hvor der er tang og langsomt nærmede de sig algerne, der med sine mere end 2 meter høje blade dannede en skov af store tangplanter. De gik ind blandt savtang, blæretang og sukkertang som svajede i bløde bevægelser. Tangen pustede liv i vandet med milliarder af iltmolekyler, der steg op gennem havet.

Lillebirk satte sig på en sten, op ad en stor savtang og gentog sagte spørgsmålet:

”Hvad kan jeg bringe tilbage af budskaber fra Havet, hvad fortæller Havet os?

Snart dukkede dyrene frem. Først var de i udkanten af luftboblen, men så kom de tættere på. Havdyrene havde ingen besvær med at ånde i luftboblen, for der gælder andre regler i andre verdener.

Dyrene ville aes og have omsorg. Lillebirk aede Rødspætte, Tangsnarre, kendte og ukendte Fisk, Krabbe, Søstjerne, Ål, små og store dyr, og dyr uden navne.

Dette var budskabet fra Havets dyr: ”Vi har brug for omsorg”

Lillebirk tænke, at det ofte er mennesker, som beder om hjælp fra naturen. Sådan var det ikke nu.

Hun spurgte de store Alger, som svarede: ”Vi er her, vi er her, vi hjælper, vi hjælper og de vejede i havets strøm.”

Lillebirk mærkede sandet og havbunden, som var netop det – bund.

Ja, vi har brug for en solid bund, tænkte hun.

Så spurgte hun selve Havet. Det salte vand. Lillebirk forbandt sig med Havet og mærkede at hun blev mere porøs. Hun mærkede Havet sive gennem sig og omslutte hver celle i sin krop.

”Vi er et og alligevel er jeg mig, jeg er ikke helt opløst” tænkte hun. ”Jeg kan godt være på land, men havet vil altid være i mig”.

Hun fik følelsen af, at hvis det var for svært at være på land, kunne hun altid søge beskyttelse i Havet. Dette var et lidt mærkeligt budskab fra Havet, tænkte Lillebirk, men sådan var det.

LilleBirk, Søpapegøje og Hjertemusling sad lidt og fandt ro og det blev tid for for det lille selskab at vende tilbage. Med staven forrest susede de gennenm Havet, op og ud af Seidons mund. Lillebirk sad lidt på hans skulder og legede med hans hår, som var fyldt med havdyr. Lillebirk aede Søpapegøje og Hjertemusling, tak for at I gik med, sagde hun. Søpapegøje og Hjertemusling drog hjem og Lillebirk sagde tak til Seidon. Hun gik op på stranden og så på Seidon; smuk og gammel som Havet selv. Tak. Tusind tak, Seidon, for at passe på mig og dele din viden.

Lillebirk red tilbage med sin Hest og fortalte mig det hele. Nu ved du det også, at livet i Havet har brug for vores omsorg, og Havet og de store alger vil hjælpe os.